Loppebekæmpelse

LoppebekæmpelseLopper har en kompliceret livscyklus, som består af 4 trin. For at slippe af med lopper på dine kæledyr og i dit hjem, skal du ramme dem i alle faser af denne livscyklus, hvis du vil være sikker på de forsvinder helt. Her får du forskellige metoder, som er yderst effektive til loppebekæmpelse, så længe rådene følges nøje. For din egen og din families sikkerhed, bør du sætte dig godt ind i tingene, før du kaster dig ud i kampen mod lopperne.

Loppebekæmpelse på dit kæledyr

En fejl som mange ofte laver, er at de ofte tror at jo mere loppemiddel man bruger jo bedre. Mere er aldrig bedre, når det kommer til kemikalier eller medicin. Det er vigtigt, at instruktionerne på pakken følges nøje, når man benytter sig af håndkøbsprodukter og medicin. Du bør desuden kun købe produkter, som er mærket til brug på dit kæledyr. Det duer altså ikke at bruge loppemidler til hund på en kat og omvendt. Specielt katte er meget følsomme overfor kemikalier og medicin, så vær sikker på, at du får brugt det rigtige loppemiddel. Selvom du læser og følger instruktionerne grundigt kan der stadig være bivirkninger ved at bruge loppemiddel. Ring til din dyrlæge omgående, hvis du oplever at din kat eller hund viser tydelige tegn på vejrtrækningsproblemer eller smerter.

Loppeshampoo

Du kan bruge en loppeshampoo til at give dit kæledyr et loppebad, som det kaldes. Det er effektivt til kæledyr, der er hårdt angrebet og har mange synlige lopper i pelsen. Typisk anvendes loppeshampoo til den indledende loppebekæmpelse. Som du nok kan forestille dig, kan katte være svære at bade, da de hader vand, så der skal gode overtalelsesevner til. Det er vigtigt at bemærke, at loppeshampoo kun bruges i den indledende fase af behandlingen og altså ikke som gentagne loppekure. Mange mennesker bliver overraskede, når de en uges tid efter loppebadet finder lopper på deres kæledyr igen. Det skyldes, at loppeshampoo kun er effektivt i en dag eller mindre. Brug det derfor til at udrydde de eksisterende lopper og find så et andet loppemiddel, der forebygger mod nye angreb. Loppeshampoo efterlader kun meget små og ufarlige mængder af kemikalier på dit kæledyr, når det anvendes korrekt.

Loppehalsbånd

Der findes to typer loppehalsbånd, der fungerer på forskellige måder. Enten udsender de en giftgas, eller også absorberes de i kæledyrets fedtlag. Giftgassen er normalt kun effektiv i nærheden af hovedet og i nakken. Denne type loppehalsbånd anvendes bedst, når man ønsker at dræbe de lopper, som bliver støvsuget op i støvsugerposen. Loppehalsbånd, som absorberer gift i kæledyrets fedtlag, er langt mere effektive. Begge typer loppehalsbånd er meget effektive til loppebekæmpelse af voksne lopper.

Loppepulver og loppespray

Disse produkter tilbyder beskyttelse mod lopper i kortere perioder på 2-3 dage. Loppepulver og loppespray er effektivt mod lopper og nogle produkter beskytter samtidigt også mod flåter og mider. De bruges ikke så ofte som førhen efter spot-on loppemiddel er kommet på markedet. De fleste typer loppepulver og loppespray er kun effektive mod voksne lopper. Nogle produkter tilbyder øget loppebeskyttelse ved at hæmme udviklingen af loppe æg og larver.

Spot-on loppemiddel

De mest kendte og anvendte loppemidler. De fleste kender mærker som Advantage og Frontline, og der er masser af spot-on loppemidler at vælge imellem. Kontakt din dyrlæge, hvis du er i tvivl om hvilken type der er den bedste til dit kæledyr. Spot-on loppemiddel påføres mellem skulderbladene på dit kæledyr og virker i en måned. Denne type loppebekæmpelse er effektivt mod voksne lopper. Nogle spot-on loppemidler indeholder ingredienser, der holder larven fanget inde i ægget og nogle loppemidler kan også hæmme larvernes udvikling.

Medicin mod lopper

Loppepiller fra f.eks. producenterne Program og Sentinel fungerer ved at holde larverne inde i æggene. Program findes også som medicin på sprøjte til katte. Når lopperne indtager blod fra et dyr der er på loppepiller, lægger de kvindelige lopper æg der ikke kan klække. Det er altså et middel til loppebekæmpelse på larve stadiet, det dræber ikke de voksne lopper. Disse piller er nødvendige for at man kan bryde den onde cirkel og stoppe loppens livscyklus. Derfor anvendes de typisk sammen med et middel, der bekæmper voksne lopper – f.eks. spot-on loppemiddel.

Loppebekæmpelse i huset og haven

Når dit kæledyr først har fået lopper, kan du godt regne med at resten af huset eller haven også er inficeret. Det er kun ca. 10 % af lopperne (primært de voksne lopper) der sidder på dit kæledyr. Loppe æg, larver, pupper og resten af de voksne lopper bor i tæpper, sengetøj og i sofaområdet. Hvis ikke du sørger for at bekæmpe lopper i disse områder, kan du være sikker på, at du aldrig kommer af med dit loppeproblem. Det vil formentlig kun blive værre med tiden.

Støvsug dagligt

Dette punkt er yderst vigtigt ved loppebekæmpelse. Her får du fanget og skilt dig af med voksne lopper, æg, larver og pupper, før de når at udvikle sig. Et godt trick er at smide et loppehalsbånd i støvsugerposen og sørge for at tømme eller udskifte den regelmæssigt. Hvis ikke du gør det risikerer du at de udklækker og udvikler sig, og før du ved det, har de forladt støvsugerposen og fundet vej til dig og dine kæledyr.

Vask sengetøj, tøj og betræk på møbler

Dette punkt forklarer sig selv. For hurtig og effektiv loppebekæmpelse, bør du vaske alt en gang om ugen.

Brug insekticid i hjemmet og haven

Insekticid er insektgift og ordet dækker over insektmidler mod småkravl. Der er masser af produkter at vælge imellem, både produkter der ikke er giftige, som du selv kan anvende. De særligt kradse produkter skal du lade de professionelle håndtere. Husk at følge instruktionerne på æsken grundigt og få kæledyr og mennesker af vejen inden du påbegynder loppebekæmpelse. Du skal også sørge for at alle fødevarer er dækket til og gemt af vejen før du bruger insektgift. Alt skal være helt tørt før du vender tilbage til rummet. Den efterfølgende periode bør du være ekstra opmærksom på, om kæledyr og børn spiser eller putter ting i deres mund osv.

Kommentarer

  1. Mark friis skriver:

    Købte en brugt bil der var fyldt med lopper….Her 1 år efter kæmper jeg stadigvæk med bæsterne. ..jeg er ved at blive sindssyg. …48 år gammel….og har aldrig været udsat for større “tortur”…
    Bliver aldrig stukket af myg …har aldrig haft lus…men lopperne elsker mit blod..
    Overvejer at brænde mit hus ned til jorden og flytte ind i en fryser….
    Har ALDRIG gjort så meget rent og aldrig vasket så meget tøj….
    Jeg er ved at blive vanvittig….
    HJÆLP…………

    • Pernille skriver:

      Hej Mark
      Hvor skrækkeligt, vi døjer også her😞. Har du prøvet m professionel skadedyrsbekæmpelse og hvordan ved du at det er lopper og ikke eks væggelus?

      Kh Pernille

  2. Githa Bennorth skriver:

    Vi har passet en kat med lopper, katten har ikke været i hjemmet i de sidste tre uger, kan lopperne bliver ved med at overleve uden et dyr i hjemmet? Vi har gulvtæpper og når jeg kigger rundt lyder det uoverskueligt at skulle i gang med at støvsuge hver dag samt vaske alt der kan være inficeret, så derfor spørger jeg, uddør de efterhånden eller i så fald ikke, hvilken behandling er så den bedste.
    Min søn og jeg er begyndt at få mange bid, men mærkeligt nok først nu så lang tid efter at katten har forladt os igen.
    Mvh Githa

  3. Pernille Jacobsen skriver:

    Hej.

    Vi har for et par mdr. siden haft en killing i en uge.. Den fik loppekur og kæmmet for over 100 lopper!!
    Men…… Trods intens rengøring – vaskning af stort set alt (sengetøj, møbelbetræk, sovedyr osv.) samt en flytning… Er lopperne dukket op igen. Havde en lille børnestol den sov i – som er vasket og støvsuget.
    Min søn er ekstremt allergisk overfor loppebid og har ca. 20 stk. på størrelse mellem en 5-krone og en tennisbold. De er røde, varme, hævede og klør som bare pokker. Han bliver smurt med salve osv. fra apoteket og lægen har også været ind over pga. hans voldsomme reaktion.
    Så må indrømme min tålmodighed med en killing (som vi kun havde en uge) er ved at tage pippet fra mig.
    Hvad skal jeg gøre for at komme det til livs?

    Mange hilsen
    Pernille

    • Vi har samme problem. Hvad gjorde/sagde lægen til jer??
      Jeg har bestilt tid ved lægen, men tænker at det ikke nytter. Jeg ved jo hvad problemet er, og jeg ved hvad jeg skal gøre, men det tager bare laaaanngg tid at komme det til livs, og det er synd for barnet (pige 11 år).

  4. Doina Pedersen skriver:

    Jeg har fået lopper fra naboens hund! Hvordan behandler jeg mine bid?

Skriv kommentar

*